I Zimbabwe svirrer nyheder og rygter i disse dage i flæng, hvilket de har gjort i bedste BT, Ekstrablads og Kig og Hør stil siden valgdagen i lørdags. Folk startede med at gå tidligt til valgurnerne lørdag morgen med strålende ansigter, stort smil og for de flestes vedkommende en MDC-hilsen til alle. Søndag lå gaderne øde, og stilheden nærmest ringede i ørerne. Mandag begyndte utilfredsheden over de udeblevne valgresultater så småt at melde sig, og politiet blev sendt på gaden for at signalere, at uro eller oprør af enhver karakter var uacceptabelt. De første valgresultater af parliamentsvalget begyndte så småt at blive offentliggjort mandag formiddag....i sneglefart, hvilket bragte store frustrationer landet over. Hver time sendte internationale tv-stationer, radio, internet samt mobilbeskeder nyheder og rygter om valgresultater, graden af valgfusk samt regeringens evt næste træk i deres åbenlyse største krise nogensinde. Tirsdag gav BBC og CNN os et øjebliks håb, da de meddelte, at Mugabe i et pressemøde ville erklære sit parti slået og melde hans afgang som præsident. Skuffelsen var svær at skjule. Ved nærmere eftertanke...hvad er sandsynligheden for at Mugabe vil gå, blot fordi folk stemmer ham ud? Efter alt hvad han hidtil har præsteret for at blive siddende i sin varme stol? Oppositionsaviser har ifølge interne kilder berettet, at Mugabes fly var gjort klar til at stikke af til Malaysia m familien tirs/ons, hvis lokummet for alvor brændte under den 84-årige frihedskæmper...Men i dag er det torsdag - og han er her endnu. Onkel Bob har bestemt ikke tænkt sig at give afkald på noget som helst eller stikke af uden kamp til stregen!!
Størstedelen af de føromtalte rygter reagerer mange zimbabweanerne knap nok på, de har ganske enkelt stået model til for meget gennem årene. Men i går sent eftermiddag da det pludselig viste sig, at MDC uundgåeligt ville få flertal i parliamentet - der måtte mange mennesker alligevel bide (eller nive) sig selv i armen, for at være sikre på, at dette ikke blot var endnu en ønskedrøm. I dag har man følt en vis lettelse blandt befolkningen, selv om de udemærket er klar over, at der stadig er lang vej til friheden. Mange har udtrykt selvtilfredshed over at have stemt denne gang, stolthed og forundring over at deres stemme rent faktisk viste sig at få betydning. Det har bestemt ikke været reglen i det "efter-koloniserede" Zimbabwe.
Nu venter alle så spændt på et resultat af præsidentvalget....Vinder Tsvangerai sådan uden videre - nej, det tror vi nok ikke han gør! Fusker Mugabe lidt med stemmerne, og forærer sig selv præsidentposten for noget lignende syvende gnag...hm det vil give rigtig meget ballade nationalt som internationalt. Hvordan vil det desuden være at sidde som præsident i et land, hvor oppositionen har flertal i parliamentet? Tja med Mugabes særregler - måske slet ikke så tosset?! Eller ender det op med et genvalg hvor Mugabe kan få en længere næse, end han nogensinde har drømt om? - At tabe ansigt er jo ikke lige just navnet på Mugabes favorit-drink?! I denne anledning svirrer rygterne igen. Et par generaler omkring Mugabe skulle efter sigende sidde som høge omkring ham og nægter at forlade magten ligegyldigt hvad. Under hele valgforløbet har de givet stærkt udtryk for, at ingen ikke-ZanuPF leder skal regere Zimbabwe så længe de er i live. Rygterne går endvidere, at skulle MDC (nu eller efter et snarligt genvalg) vise sig at komme retsmæssigt til magten - ja så vil føromtalte generaler stå i spidsen for et statskup og - med eller uden Mugabe - fortsætte hvor partiet slap....Zimbabwe er i disse dage et sandt Mekka hvad sladder angår!!
Sidst på eftermiddagen i dag optrådte Mugabe for første gang offentligt i pressen efter valget i lørdags. Han gav på en bestemt og yderst ligefrem facon udtryk for, at han er KLAR til et evt genvalg og vil "kæmpe til det sidste"!!
Mange zimbabweanere vælger nu blot at koncentrere sig om, at fortsætte deres vante dagligdag, idet de er udemærkede godt klar over, at de næstkommende ugers magtfordeling i Zimbabwe er udenfor "pøblens" rækkevidde. Man hører konstant nye rygter, og vælger man forsat at følge alt på nært hold, opnår man kun endnu flere psykiske rutcheture - langt de fleste nedad.
Man kan kun gisne om udfaldet, håbe på det bedste og skrue godt ned for forventningerne. Hvad der sker i hhv MDC og ZanuPF lejrene pt ligger langt udenfor vores vildeste fantasi! Men alt andet lige har menigmand dog fået blod på tanden, og skulle det ende med et genvalg om præsidentposten - så vil stemmeprocenten gå markant op, idet de passive vælgere har set at turen til stemmeurnerne nytter.